Presse: VU roser Nicolai Wammen!

I forbindelse med Nicolai Wammens forslag om at spare kulturforvaltningen i Århus Kommune væk, har VU Århus’ været på banen for at rose borgmesteren for sin ide. I sparetider må man fokusere på de kommunale kerneopgaver frem for dyre prestigeprojekter på kulturområdet, og derfor finder vi Wammens forslag ganske befriende. Jyllands-Posten har valgt at skrive om VUs ros til Wammen – det kan du læse her!

Pressemeddelelsen i sin fulde længde:

Venstres Ungdom i Århus roser Nicolai Wammens forslag om at nedlægge magistratsafdelingen for kultur og borgerservice. Formand Jens Husted udtaler: ”Det er glædeligt, at byens borgmester vil spare på kulturområdet. I tider, hvor Århus Kommune må spare, er det logisk at skære ned på kulturområdet. Det er glimrende at Wammen nu vil fokusere kommunens ressourcer på kerneopgaver”.

De unge VUere opfordrer dog Nicolai Wammen til at tage skridtet fuldt ud i stedet for blot at skære magistratsafdelingen for kultur og borgerservice væk: ”Det ville være klædeligt, hvis borgmesteren tog den fulde konsekvens af sit forslag. Han burde se nærmere på de omkostninger Århus Kommune har haft til fx Aros, Sculpture by the sea, kunstpuljer og Århus 2017 frem for blot at se på, hvordan man kan spare et par lønninger i magistratsafdelingen”

I stedet foreslår VU, at Århus Kommune holder fokus på kerneopgaver: ”Det er ikke politikernes opgave at tage penge fra borgerne og kaste dem efter tilfældige prestigeprojekter på kulturområdet, og i det lys har vi enorm sympati for borgmesterens forslag”.

VU-formanden opfordrer samtidig Venstre til at følge Wammens eksempel: Laura Hay og resten af Venstres byrådsgruppe bør bakke borgmesteren op i hans forsøg på at få gjort op med kommunens overforbrug til prestigeprojekter. De bør være endnu mere visionære og gå hele vejen” slutter Jens Husted

Kommentarer

Powered by Facebook Comments