Forbedring ønskes..
OBS: Nedenstående pressemeddelelse gav følgende artikel: http://jp.dk/indland/aar/politik/article2150070.ece
Det er forfriskende, at der endelig er venstrefolk som har behov for at søge aflad for deres overforbrug i den offentlige sektor under den såkaldte Fogh-æra.
I VU Århus har vi hele tiden været af den overbevisning, at der blev brugt alt for mange penge i den offentlige sektor, og at man fuldstændig løb fra de liberale idealer, da man pludselig så Venstre – Danmarks Liberale Parti føre overbudsvalgkamp mod Socialdemokraterne på, hvem der kunne bruge flest penge i den offentlige sektor. Det er ikke ansvarligt og det er bestemt ikke liberalt!
Desværre ser det ikke ud til, at venstrefolkene står i kø, for at slutte sig til Jens Rohde, Christian Mejdahl og Carl Holst. Danmarks lave vækst og udsigten til massive problemer med at få finansieret den betontunge velfærdsstat i fremtiden burde ellers få fornuften frem i de fleste.
Politik- og kampagneudvalgsformand i VU Århus, Mathias Schlippé udtaler:
”Al fornuft siger, at der skal reageres med det samme for at sikre fremtidig vækst i Danmark. Derfor gælder det om, hurtigst muligt, at få ryddet op i junglen af offentlige støtteordninger og brandbeskatninger af danskerne. Man kunne passende starte med at stoppe for tilgangen til efterløn, afskaffe topskatten og kigge på om der er andre og bedre muligheder for førtidspensionister end at blive parkeret på offentlig forsørgelse.”
I en tid hvor den ældre generation bliver større i forhold til den generation som skal forsørge dem, nemlig de unge, er det vigtigt, at vi ikke sender arbejdsduelige mennesker ud af arbejdsmarkedet. Efterlønnen blev i sin tid indført pga. stor arbejdsløshed blandt unge mennesker. I stedet for at lave vækstfremmende initiativer valgte man at trække ældre mennesker ud, så der blev plads til de unge. I dag står vi overfor helt andre problemer, og efterlønnen har derfor overlevet sig selv.
Topskatten er direkte skadelig for Danmarks konkurrence-evne, og det kan kun gå for langsomt med at afskaffe den, hvis vi skal kunne tiltrække og fastholde kloge hoveder og innovative virksomheder, som er dem vores fremtidige vækst og velstand afhænger af.
”Vi mener at det er forkert at vælge den nemme løsning og sende folk på permanent offentlig forsørgelse, i stedet for at behandle dem som enkelte individer.”
Mathias Schlippé – Politik- og kampagneudvalgsformand i VU Århus
Sidst men ikke mindst, mener vi at det er forkert at vælge den nemme løsning og sende folk på permanent offentlig forsørgelse, i stedet for at behandle dem som enkelte individer. Vi bør være mere fleksible i sagsbehandlingen og finde den bedste løsning for den enkelte, f.eks. igennem flex-job-ordninger. Det vil give selvværd og noget at stå op til for den enkelte; med større livsglæde til følge.
For spørgsmål eller yderligere kommentarer kontakt:
Mathias Schlippé
Tlf: 24 25 29 02
Mail: schlippe@vu.dk
Kommentarer
Powered by Facebook Comments