Reportage: Sommerfest

D. 10.07.2010 kastede solen sine mange stråler ned på Århus og vinden havde valgt at holde en velfortjent weekend. Der var med andre ord dømt dansk sommervejr, når det er allerbedst. På denne solskinsfyldte dag, havde VU Århus besluttet at holde deres legendariske sommerfest.

Allerede om formiddagen blev dagen sparket i gang, hvor en økonom og en statskundskaber på bedste vis sikrede kolde øl til dagens arragement, mens en jurist troligt stod i køkkenet og forberedte maden. (DJØF-trekanten slår til igen). En flink VU’er havde været så gavmild at lægge have og festlokale til arrangementet.

kl. 15.00 dukkede de første gæster op, og straks begyndte kroketspillene, mens nogle var i skarp dyst i vikingespillet og en flok af drengene havde valgt at køre den gode stil, nemlig at spille fodbold i bar overkrop. Andre valgte på denne varme dag at slå sig ned i skyggen med en kold velkomstdrink eller øl. Samtaleemnerne var mange og hyggen bredte sig over pladsen.

Kl. 17.00 gik den dygtige og tålmodige grillmester igang med at grille de mange kg. kød, der var indkøbt til de 60 sommerglade gæster, og det var kun meget få rester, der blev levnet.

Festen fortsatte efter maden og kl. 22.00 marcherede de feststemte mennesker op i VU-Århus’ lokaler, hvor stemningen ikke blev dårligere. Tvært imod blev der festet igennem hele natten med masser af kolde drikkevarer, dans og også lidt kærlighed i krogene. Den største kærlighed må dog siges, at være den, der opstod mellem VU Århus’ formand og Rasmus Seebach – det var et ømt øjeblik!

Alt i alt en succesfuld dag og aften, som vi ikke kan huske, men sent vil glemme – i klassisk VU Århus Style!!!

Kommentarer

Powered by Facebook Comments