Hvor går grænsen?

Tirsdag morgen var VU Århus på barrikaderne, fordi LO stod bag en demonstration foran direktør Danny Kromannes private bopæl nogle dage forinden. Danny Kromanne er en af ejerne bag et byggefirma, der lige nu er i gang med et byggeprojekt i Århus, hvor der bliver anvendt polsk arbejdskraft. Fagbevægelsen mener, at forholdene for arbejderne er for dårlige og imod gældende lovgivning. Derfor valgte de at tage opstilling og demonstrere foran Danny Kromannes private bolig.

Det mener vi i VU Århus er helt groteskt og en klar overskridelse af privatsfæren. Man går simpelthen efter manden og ikke bolden på denne måde, og vi synes det er at gå langt over grænsen. Mener fagbevægelsen ikke at gældende lovgivning er overholdt, må de jo overgive sagen til de offentlige myndigheder, som må tage affære og undersøge sagen til bunds. Men at chikanere virksomhedsejere på deres privatadresser, er ikke vejen at gå.

For at fagbevægelsen skal mærke på egen krop, hvordan det føles at have demonstranter ved indkørslen, tog en gruppe VU’ere fra Århus derfor opstilling udenfor formanden for LO Århus, Anders Munks, hus i Hasle.

Udover det forkastelige i selve aktionen foran Danny Kromannes private hjem, mener vi i VU Århus også, at fagbevægelsen har misforstået, hvad der sker ved at bruge østeuropæisk arbejdskraft i Danmark. Fagbevægelsen mener nemlig, at det vil tage arbejdet fra de danske arbejdere. Det er selvfølgelig også nemmest at sprede en ubegrundet frygt blandt sine medlemmer på denne måde, og sikre fagbevægelsens eksistensgrundlag. Fagbevægelsen glemmer nemlig at fortælle om, at der ikke bliver færre europæiske arbejdspladser i byggebranchen af, at f.eks. polakker kommer til Danmark, og at hvis prisen for arbejdskraften var på et dansk niveau, så var det ikke engang sikkert, at arbejdet ville blive udbudt.

Det gør nemlig, at der vil mangle byggeri-arbejdere i Polen, som vil blive tiltrukket fra andre lande. At polakkerne har langt bedre forhold og lønninger i Danmark, end de ville have i Polen og derfor er rigtig godt tilfredse. Og sidst, men ikke mindst, at man ved at lokke arbejdere fra Polen til Danmark tvinger polske bygherrer til at forbedre løn- og arbejdsforhold for at tiltrække arbejdere fra andre lande, som så vil være nødsaget til også at begynde at konkurrere på disse parametre. Det starter en positiv spiral og på den måde vil man over en periode forbedre forholdene for arbejdere i hele Europa.

Det er hele idéen med det frie marked og arbejdskraftens frie bevægelighed.

Læsning i forbindelse med ”blokaden” af Danny Kromannes bolig:

http://www.fagligtansvar.dk/artikel/1910/

http://jp.dk/indland/aar/meninger/article1268600.ece

http://www.arbejderen.dk/index.aspx?F_ID=61553&TS_ID=1&S_ID=1&C_ID=102

http://aarhus.lokalavisen.dk/fagbev%C3%A6gelsen-m%C3%B8dte-op-med-faner-og-fakler-foran-risskov-direkt%C3%B8rs-villa-p%C3%A5-adelvej–/20100211/artikler/100219888/1279

http://www.erhvervsbladet.dk/ledelse/fagforening-belejrede-direktoerens-hjem

http://forsiden.3f.dk/apps/pbcs.dll/article?AID=/20100216/NYHEDER/2160319/2140/NYHEDER

Reportage fra VU’s aktion:

http://www.vuaarhus.dk/2010/02/reportage-vu-arhus-aktionerer-mod-lo/

Pressedækning af VU’s aktion:

http://www.arbejderen.dk/index.aspx?F_ID=61649&TS_ID=1&S_ID=1&C_ID=102

Kommentarer

Powered by Facebook Comments