Kulturkampen 3: Den Personlige Frihed

Dette er sidste del af min trilogi om kulturkampen. De første to har handlet om hhv. kulturen og arbejdsmarkedet.

Som liberal, så går personlig frihed hånd i hånd med ansvar. Man kunne derfor forvente, at en borgerlig regering ville forsøge at give dets borgere mere frihed. Sandheden er, at det ikke er sket. I stedet bliver det ene ligegyldige og frihedsberøvende forslag stemt igennem. I flæng kan rygeforbuddet, multimedieskatten og 24-årsregelen nævnes. Mange af reglerne er naturligvis stemt igennem, fordi Venstre i form af Dansk Folkeparti har et både konservativt og halvlummert regeringsbekendtskab, der dræber alt nytænkning og udelukkende kigger på, hvilken vej befolkningen hælder til.

Anders Fogh sagde, at vi skulle smagsdommeriet til livs, men sandheden er, at vi aldrig har haft flere udvalg. Sandheden er, at vi aldrig har diskuteret flere ligegyldige ting, og sandheden er, at vi aldrig har haft flere love, bestemmelser, cirkulærer og regler. Hele debatten om et burkaforbud var helt igennem ligegyldig, men derfor nedsatte man alligevel et burkaudvalg, der skulle se på rimeligheden i, at kvinder skulle bære burka. Det til trods for, at langt, langt størstedelen af disse kvinder selv valgte deres påklædning.

Gang på gang har vores regering valgt den lette vej. Rygeforbuddet er et godt eksempel. Fordi folkestemningen pegede i retning af et rygeforbud, så blev det oprettet – og det er endda til trods for, at det er et klart overgreb på den private ejendomsret.

Et andet eksempel på nederlaget i kulturkampen er DR’s nye våben i kampen mod sortseere. Nu er det nemlig lovligt for licensopkrævere at kigge ind af vinduer, hvis de har en formodning om, at du har et licenspligtigt apparat, som du ikke betaler licens for. Frihedsberøvelse uden sidestykke gennemført af en borgerlig-liberal regering.

Min trilogi nærmer sig en ende. Desværre er det ikke en lykkelig slutning: Det liberale Danmark har tabt den kamp, som Anders Fogh har startet. Det handler ikke om mandater, men om politik, og den politik, der har været ført de sidste mange år har langt fra været tilstrækkelig til at gøre op med velfærdsstaten og socialismen. Nogle vil endda mene, at man ikke engang har kunnet se forsøget. Det er ærgerligt, fordi uanset hvilke løfter Venstre var kommet med i 2001, så havde de vundet valget – det er min påstand. Nyrups ikke-overholdte valgløfte om efterlønsgaranti, havde sikret det liberale Danmark sejren ved valget, selv inden valgkampen startede. Jeg tror ikke på, at Anders Fogh langsomt opgav minimalstatsprojektet. Jeg tror bare, at han blev for meget politiker og for lidt idealist.

Jeg skal lade det være usagt, om jeg tror på, at Venstre kan reformeres indefra, eller om det er andre kræfter, der om muligt skal skubbe Danmark i en mere liberal retning. Men et skub, det er i hvert fald tiltrængt!