Mod fri-markeds monetære systemer

Denne artikel bliver lige gen-postet som følge af en nylig debat. Den er oprindeligt bragt d. 9/10-09. Læs fx denne artikel: http://epn.dk/okonomi2/global/article1935872.ece

Denne artikel er udelukkende udtryk for skribentens holdning, og kan på ingen måde tillægges foreningens holdning.

Da Hayek for første gang i 1975 foreslog at privatisere hele det monetære system, så var det egentlig mest ment som et bittert opstød mod de regeringer, der ikke fattede konsekvenserne af at lade seddelpressen løbe. Mange har sidenhen forsket i tanken om konkurrerende møntenheder, og er nået frem til, at en bitter mands tanker ikke altid er helt dumme. Og sidenhen har Hayek også udtalt, at det måske ikke var så dum en idé endda.

Når man nævner guldstandarden i sammenhæng med monetære systemer, så opstår der altid en vis form for arrogance – ja ofte en direkte afvisning. Men det skyldes, at man misforstår, hvad der menes med guldstandard – eller for den sags skyld andre metalliske værdisystemer. Guldstandarden er en måde at give penge værdi, modsat i dag, hvor penge i og for sig bare er papir og tal, der bliver trykt i det uendelige. Guldstandarden sikrer, at kvantiteten af pengemængden aldrig kan forøges ud i det uendelige, som vi eksempelvis så det i USA, hvor den stigende inflation har været en af hovedårsagerne til den nuværende krise. Skiftende regeringer har gennem tid bevist flere gange, at ansvaret, de har liggende på deres skuldre betyder mindre end et genvalg. Derfor er metalliske standarder en måde at indskrænke politikernes råderum og sikre en mere stabil økonomi.

Ved at overlade monetære systemer til det private marked, sikrer man et stabilt pengesystem alene af den grund, at usikre pengesystemer vil gå under, fordi de ikke ville være efterspurgte. Det nuværende system er både ustabilt og en undergravning af den private ejendomsret. Lad mig uddybe det sidste:

Inflation mindsker værdien af penge, fordi værdien af samtlige penge i et land er konstant, uanset kvantummet af sedler og mønter. Det siger sig selv, at trykning af penge alene ikke skaber mere værdi i sig selv.
Et lille scenarie: Jeg har lagt to tusind kroner til side, som jeg vil gemme til dårligere tider. Vi rammer en finansiel krise, som den vi har nu. Staten går i panik, lader seddelpressen løbe, fordi de har læst i deres samfundsfagsbog i gymnasiet, at det vil medføre øget forbrug, hvis de smider flere penge ud i samfundet. Denne form for politik følger så fint klichéen om at pisse i bukserne på en vinterdag. Varmer i starten, fryser på sigt. For selvom der i starten muligvis vil være øget beskæftigelse og tegn på bedring, så er det kun på kort sigt, at der er positive effekter at spore. For mig vil den øgede pengemængde betyde, at den reelle værdi af mine penge vil falde, og at jeg derfor kan købe mindre, end jeg kunne før staten satte seddelpressen i gang. Med andre ord, så vil statens pengepolitik ”stjæle” en del af mine penge.

Det andet problem er sikringen af velstanden i samfundet. Hvis opsparingen bliver udhulet i værdi over tid, så vil færre spare op i samfundet. Det betyder, at man i samfundet ikke har de nødvendige resurser til at investere og forny kapitalapparatet, som er en hjørnesten i arbejderklassens høje levestandard.  Til gengæld så vil gæld miste reel værdi i takt med inflationen, så derfor vil flere optage gæld. Derfor vil sådan et pengesystem føre til kriser, da det bliver vigtigere at optage gæld og løbe risici end det bliver at arbejde hårdt og spare op.

For 300 år siden var det en sindssyg tanke, at det ikke længere skulle være op til staten at bestemme dets borgeres religiøse overbevisning. Måske engang om 300 år det ikke er en sindssyg tanke at overlade det til borgerne selv at beslutte, hvilket monetært system de vil benytte.