Mod strømmen: Pyramidespil

Følgende er en klumme skrevet af Christopher Arzrouni og bragt i JP d. 14/7-09. Klummen bliver bragt på hjemmesiden både fordi den er velskrevet og interessant, men også fordi Arzrouni er medlem af VU Århus.

For nylig sagde en kommentator: »Kapitalismen bruger samme undskyldning som kommunismen: At det bare var enkeltpersoner, den var gal med. Systemet var godt nok«. Det var en skarpsindig observation. Sådan lød argumentet jo, da Muren faldt i 1989. Mange venstreorienterede håbede, at DDR kunne fortsætte som en selvstændig østtysk stat – blot med nogle andre ledere end Honecker & co.

Kommunismen var god nok som ideal. Efter Murens fald var muligheden til stede for at starte på en frisk. Men kommunismen var bankerot – økonomisk, politisk og moralsk. Ingen af de tidligere diktaturer i Østeuropa har således for alvor gjort forsøg på at opfinde en kommunisme med et ”menneskeligt ansigt,” selv om den ide var enormt populær nogle årtier tidligere, navnlig i Vesten, efter studenteroprørene i 1968. Borgerne i Østeuropa skulle ikke nyde mere af kommunisme – hverken med eller uden menneskeligt ansigt. En forbryder er en forbryder, uanset masken. I 90′erne håbede mange venstreorienterede, at også kapitalismen ville bryde sammen. Jeg har utallige gange måttet lægge øren til venstreorienterede påstande om, at Øst og Vest – kommunisme og kapitalisme – kun kunne eksistere som hinandens modsætninger. Når det ene system faldt, måtte det andet også. Ikke desto mindre overlevede den forhadte kapitalisme. Den strakte sig ud over hele verden i form af globalisering. Og den skabte velstand – selv i kommunist-Kina og socialist-Indien. Hvor gjorde det dog ondt på kapitalismens kritikere.

Efter disse års store finanskrise vejrer de venstreorienterede imidlertid morgenluft. »Kapitalismen er bankerot«, lyder det fra folk, som længe heppede på tanken om kommunisme med et menneskeligt ansigt. Tilhængerne af kapitalismen svarer spagfærdigt, at Baggerne og Madofferne blot er forbrydere, men ikke udtryk for kapitalismens svagheder som system.

Det er både rigtigt og forkert. Bagger og Madoff har vist, at kapitalismen bestemt har svagheder. Kapitalisme baserer sig på et vist mål af tillid, og det blev svigtet. Pengene forsvandt i Baggers og Madoffs pyramidespil, hvor lån på lån blev brugt til at udbetale belønninger til godtroende kunder og medarbejdere, mens en stadig større gæld blev skubbet ud i fremtiden. Sådanne svindlere er desværre en del af kapitalismen. Hvor der er tillid, vil den blive misbrugt.

Men i en langt vigtigere forstand er kapitalismen som system overhovedet ikke truet af småfisk som Bagger og Madoff. Svindlerne blev stoppet, da deres pyramidespil løb tør for penge. Kapitalismen besidder netop den styrke, at der kommer en regnskabets time. Fejl, uheld og decideret svindel får en ende. Den konsekvens kan ingen andre systemer præstere uden selv at bryde sammen. Kommunismens femårsplaner var fiaskoer fra starten. Men de fortsatte, indtil hele Østblokken brød sammen. Kapitalismens styrke er, at den kan aflive sine fiaskoer uden selv af gå under.

Nogle mener, at velfærdsstaten skal være en mellemting mellem kommunisme og kapitalisme. Men pas på. Det er tankevækkende, at Madoffs svindelnummer var baseret på et pyramidespil. Det er vor tids velfærdsstater faktisk også. De beskatter her og nu de arbejdsomme og lover folkepension en gang i fremtiden. Fremtidens pension består imidlertid ikke af opsparede og investerede midler, men af de skattepenge, som fremtidens generationer – måske, måske ikke – er villige til at betale. Der er således ikke den store forskel på en Madoff og en finansminister i en velfærdsstat. Bortset fra, at ministerens pyramidespil ikke lukker så hurtigt. Det kan blive velfærds-kapitalismens undergang.

Kapitalismen besidder netop den styrke, at der kommer en regnskabets time.

Læs klummen fra JP via dette link: http://jp.dk/opinion/klumme/article1752934.ece