Johnny Madsen – kunstner og liberal

Dette indlæg handler om sangeren og maleren Johnny Madsen. Og hvorfor så det? Jo fordi, at jeg er stor fan af hans musik men også fordi, at Johnny er noget så sjældent som kunster og liberal. Normalt er kunstnermiljøet præget af knaldrøde personer som Eric Clausen, Anne Marie Helger, Niels Hausgaard og lignende. Men Johnny skiller sig ud som en af de få, og det er værd at skrive et par ord om…

Baggrund
I mange år har jeg nydt Johnny Madsens musik. I min gymnasietid var det primært fornøjelsen i at synge med på klassikere som Uden for Sæsonen og Færgemanden, der drev min interesse for Johnny. Således stod jeg flere gange i Frederikshavn med nogle gutter og sang med på disse sange med en god kæp i øret. Johnny leverede altid et fantastisk show! Senere er min interesse for musikken og ikke mindst det univers, som Johnny Madsen stiller op i sine tekster blevet styrket, og jeg er efterhånden den lykkelige ejer af flere af Madsens cd’er.

Hvis man ikke bryder sig om musikken, kan man i stedet fornøje sig over de vittigheder og anekdoter Madsen fortæller under sine live shows. Eksempelvis fortalte Madsen historien om sin trommeslager From “Man må sige, det er gået fremad for From…Da han var barn, var der ingen der ville snakke med ham, men nu er han efterlyst i fem lande…” eller den klassiske historie om, at de tre medlemmer af bandet sad på et hotelværelse og fik en flaske whisky hver. Da den ene så var gået ud af lokalet, skulle de to andre gætte, hvem der var gået… Eller historien om, at Froms familie flyttede meget da han var barn, men det lykkedes ham altid at finde dem…God, sort humor!

I julen 2008 fik jeg så bogen “Særling fra verdens ende” med samtaler om og med Johnny Madsen skrevet af Anders Houmøller Thomsen. Bogen giver et sjovt og spændende indblik i den tubulente vej, Johnny Madsen oplevede fra barndommen i Thyborøn til de store scener rundt omkring i landet. Jeg vil ikke fortælle Madsens livshistori, men fokusere på Madsens liberale tendenser, da det her trods alt er et indlæg til VU-Århus’ hjemmeside og ikke en biografi om Johnny Madsen. Hele bogen kan dog stærkt anbefales.

Den liberale Madsen
Jeg havde tidligere læst et par interviews, hvor Madsen gjorde sine liberale holdninger klare, og flere har sikkert hørt om Den Gule Negl, hvor Madsen sammen med blandt andre Kim Larsen lavede en event mod regeringens rygeforbud, der krænker den private ejendomsret. Som Madsen sagde ved den lejlighed, bestemmer staten efterhånden alt og vi skal alle være lige, så det næste vel bliver, at fodboldkampe skal ende uafgjort. Madsen uddyber i førnævnte bog nogle af disse synspunkter.

Bogen fortæller, at Johnny Madsen egentlig var erklæret kommunist i 70′erne, for det kunstneriske miljø var præget af kommunisme og socialisme. Han lod sig rive med og skilte sig ikke ud fra det kunsteriske miljø. Først midt i 80′erne vendte Madsen ryggen til socialismen efter en tur i Sovjet i 85, hvor han oplevede systemet og dets problemer på nært hold. Han ser dog det manglende opgør med kommunismen som et problem.

“Jeg synes det er problematisk, at vi i Danmark aldrig har gjort op med kommunismen [..] Kommunisterne var den største røverbande, der slog 100 millioner mennesker ihjel af deres egen befolkning. Pol Pot, Mao, Lenin udryddede folk osv.”

Johnny Madsen er antiautoritær og individualist, og føler sig omklamret af den danske velfærdsstat:

“Jeg tror ikke, at jeg ville være i stand til at tilpasse mig nogle systemer. For jeg ønsker frihed. Men frihed er jo også at ville sin næstes frihed, og det er blevet forvekslet med solidaritet i Danmark. Tvangssolidaritet er ikke det samme som at ville give sin næste frihed, og vi har oplevet en ren solidaritetspsykose her i landet.”

Madsen fortsætter med en flot definition af politik:

“Jeg har altid været mistroisk over for folk, der gerne vil gøre noget godt for andre, de ikke kender. Og det har et andet navn: Det kaldes politik. Men det, der er vigtigt for mig, det er det enkelte menneskes frihed i forhold til sin næste. Derfor er det klart, at en størrelse som politik vil kollidere med min frihedsopfattelse. Det er derfor, jeg dybest set er anarkist og i princippet altid vil være det.”

Madsen udtalte da også til JP i 2001, at han ikke stemmer. Madsen er imod det regeltyranni og kontrol, der bliver presset ned over borgerne i Danmark. Vi bliver overvåget, bogført og lovgivet på alle mulige måder, uden det nødvendigvis hjælper nogen. Madsen opsummerer det meget smukt, når han siger:

“Det er jo egentlig fantastisk, at folk afleverer deres egne penge for at blive kontrolleret. Det virker fuldstændig vanvittigt, og det medfører, at vi alle sammen bliver slaver for staten.”

Jeg vil ikke genforælle hele bogens indhold, men ovenstående har forhåbentlig givet et indtryk af, at Madsen ikke er den traditionelle knaldrøde kunster.

Også i nogle af Madsens tekster er der stikpiller til politikere og embedsværket på Madsens helt egen måde. Eksempelvis synger han i sangen Jokerman “En bureaukrat legede kunster i en statsuniform. Han sagde wupti wupti wupti. Ham ku’ vi ikke li…”.

Afrunding
Hvis man elsker noget god blues og rock, er Johnny Madsens musik fantastisk. Hvis man elsker sort humor er hans vittigheder fantastiske. Hvis man elsker, at der i dagens Danmark er en kunster, der tør at sige systemet imod og være liberal i et rødt kunstermiljø, er Johnny Madsen fantastisk. Og hvis man er interesseret i kunst, kan man besøge madsensgalleri.dk, hvor flere af Madsens mallerier er vist.

Der er derfor al mulig grund til at stifte bekendskab med den liberale multikunstner Johnny Madsen.

Diverse links
- http://www.johnnymadsen.dk/
- Interview med Johnny Madsen: http://www.berlingske.dk/article/20051218/kultur/112180617/
- Kurrild-Klitgaard kommentar om Johnny Madsen: http://www.punditokraterne.dk/_Magelose_Madsens_anti-manifest-post37361