Liberal læseferie

Sommerferien står for døren, og det betyder også, at VU Århus i dag har sidste mandagsmøde indtil efter læseferien. Men frygt ej, for her er en liste over gode liberale værker, der kan berige enhver sommerferie:

 

Ayn Rand: ”Atlas Shrugged”. En historie, der i sin opbygning har mange paralleller til både 30’ernes og den nuværende finanskrise. Ayn Rand beskriver glimrende og karikeret, hvorfor statslig indblanding og regulering ikke afhjælper lavkonjunkturer. Hele bogen er bygget op om Ayn Rands objektivistiske etik. Bogen er i sin danske version på omkring 1600 sider, og er derfor lidt tung at komme igennem, men hvis du gerne vil have en lille teaser, har Liberator en glimrende artikel om lige netop den objektivistiske etik, der kommer til udtryk i Atlas Shrugged (http://liberator.dk/index.php/265). VU Århus har en del eksemplar af den engelske version af bogen, som naturligvis kan lånes sommerferien over af alle medlemmer.

 

Ole B. Olsen: ”Taberfabrikken”. Ole Birk er mest kendt som ophavsmanden til www.180grader.dk, men derudover har han også skrevet bl.a. bogen Taberfabrikken. Bogen er let læst, og er et god bog til folk, der ikke har lyst til at kaste sig ud i kæmpestore og lettere uoverskuelige liberale værker. Bogen er et opgør med velfærdsstaten, og vender opfattelserne af offentlig forsørgelse og velfærdsstaten lidt på hovedet. En rigtig god og letlæst bog.

 

George Reisman: ”Capitalism – a treatise on economics”. En længere sag, der kræver lidt engelsk kundskaber, men som gør dig i stand til at forsvare ethvert angreb på hele det kapitalistiske system. Bogen er på 1096 sider, men læser man de første 3-400 sider, så har man et meget godt indblik i essensen af værket. Tilmed kan ”bogen” downloades gratis som .pdf-fil fra www.capitalism.net.

 

Henrik Gade Jensen m.fl.: ”13 frihedstænkere”. Bogen giver en kort beskrivelse af 13 af de vigtigste liberale filosoffer, deres vigtigste værker og deres hovedpointer. De 224 sider er relativt let læst, og selvom kapitlerne enkeltvis ikke er fyldestgørende for tænkere, der har bidraget med så meget, så kan de betragtes som en forsmag til videre læsning.

 

George Orwell: ”Animal Farm”. En fiktiv historie, der handler om en doven ejer af en dyrefarm. Ejeren glemmer at fodre sine dyr, og dyrene gør oprør. Undervejs glemmer de dog idealerne i oprøret. Bogen er baseret på den kommunistiske revolution i Rusland, og Orwell er socialist, men var en stor modstander af Stalin. Bogen er fra 1945, og beskriver perioden op til WWII. Se evt. en filmatisering af bogen på Youtube: http://www.youtube.com/watch?v=3bd4UJwldQ0.  

 

De fleste bøger kan findes billigt på ww.saxo.dk

 

God fornøjelse!

Kommentarer

Powered by Facebook Comments