Læserbrev: Gør hashen fri

Følgende læserbrev er skrevet af Jens Husted og er bragt i JP d. 17/4-09.

JP’s netavis(8/5) skriver, at politiet har beslaglagt mellem 20 og 30 kg hash i Thy-lejren. Var det ikke på tide, at politiet brugte sin tid på at standse skyderierne i de danske gader i stedet for at jagte hash-rygerne? Rydningen af Christiania har alligevel bevist, at hashhandelen ikke kan standses ved at kriminalisere den.

Første skridt i bekæmpelsen af den nuværende bandekonflikt kunne meget nemt være legalisering af hash. Dette vil fravriste banderne de enorme profitter, der er på hash-salget. I dag er det sådan, at de folk, der sælger hash, er dem, som sælger hårde stoffer.

Ved at flytte hashmarkedet fra det kriminelle miljø til f.eks. cafeer, som man kender det fra Holland, vil man kunne gøre vejen fra hash til hårde stoffer meget længere for unge mennesker. Argumenterne for en legalisering er talrige – hvad venter vi på?

Kommentarer

Powered by Facebook Comments