Læserbrev: Stol på borgerne, Fogh

Følgende læsebrev blev bragt i JP Århus den 23/8.

Af: Kristian Leer, formand for VU-Århus Strandvejen 12 c, Århus C

DEN SÅKALDT LIBERALE regering vil nu genindføre den tvungne opsparing – SP-ordningen.

Det er endnu et eksempel på, hvordan regeringen Fogh Rasmussen bevæger sig længere væk fra den liberale kurs, den burde have. I stedet tager den initiativet væk fra individet gennem regulering og tvang.

I mine liberale øjne gør det ondt at opleve, hvordan regeringen ikke stoler på den enkelte borger.

Lad borgerne selv bestemme
Regeringen giver først penge tilbage gennem skattelettelser, hvorefter den med tvang siger: I kan som borgere ikke administrere jeres penge – vi bestemmer, hvad I skal bruge dem til gennem tvang.

Legitimationen hertil skulle efter sigende være at undgå økonomisk overophedning. Hvad med i stedet at sænke det offentlige forbrug, der er galoperet under denne regering?

Mit budskab til statsministeren er klart: stol på folk og giv dem deres frihed tilbage uden efterfølgende at bruge tvang og regulering. De ved bedst selv, hvad de vil bruge deres penge til.

Kommentarer

Powered by Facebook Comments