Reportage: Fremtidens Liberale Danmark

Sidste weekend åbnede VU-Århus dørene til det længe ventede kursus Fremtidens Liberale Danmark. Der var lagt op til en weekend med liberalisme, fest og farver, så det var ikke så mærkeligt, at 65 vu’ere var mødt veloplagte frem.

Lørdag med moral og økonomi
Lørdagens program foregik i Tvillingeauditoriet på Århus Universitet. Efter en kort velkomst startede programmet lige på og hårdt med et oplæg af Christopher Arzrouni, der er gammelt medlem af VU-Århus og nu tilknyttet CEPOS. Her fik vi serveret en gennemgang af liberalismen og dens værdier og ideologiens historiske hovedtræk. Da det hele ikke skulle gå op i historie og teoretiske definitioner, omhandlede sidste del et særdeles aktuelt emne, der i øvrigt ofte forsøges afdækket af medier som DR og Politikken – Hvorfor er borgerlige mennesker onde? Her tog vi virkelig de røde briller på. Der gik dog ikke længe, før det stod klart, at sangen om liberalisters ondskab ikke er andet end en særdeles vellykket skræmmekampagne fra Venstrefløjen. Frihed, lighed for loven og troen på det enkelte menneske er derimod fine principper, der skal vænes om og kæmpes for, hvilket også var Christopher Arzrounis sidste ord.

Deltagerne på kurset følger med i oplæggene

Opløftede skiftede vi boldgade og fortsatte konferencen på det økonomiske felt. Christian Bjørnskov, lektor ved Handelshøjskolen i Århus og forfatter til flere rapporter fra CEPOS, gennemgik økonomiske fordele og ulemper ved velfærdsstaten og det liberale samfund. Det var interessant at høre nogle af de facts, som medierne ofte ’glemmer’ at dække. F.eks. hvor lidt velfærdsstaten faktisk betyder for ligheden i Danmark, at velfærdsstaten omfordeler mere til middelklassen end til de svageste, og at der er tydelige beviser på, at en stor offentlig sektor er ineffektiv og mindsker privat initiativ og iværksætteri.

Debat, ideologi og væddeløbsheste
Dagen sluttede med en debat. På den ene side havde vi VU’s tidligere politiske ordfører Lotte Noer, der også gennem årene har været en flittig skribent på Liberator og 180grader, og på den anden side folketingsmedlem og boligordfører fra Venstre Flemming Møller. Emnet for debatten var grænsen mellem ideologi og realpolitik, og det blev grundlaget for en rigtig god debat, om hvilken rolle ideologien har i realpolitik. Bl.a. blev der argumenteret for, at pragmatisme er nødvendig hvis man vil have indflydelse i et demokrati, mens vi i ligheds-diskussionen fik slået fast ”at selv velfærdsstaten ikke kan gøre en gris til en væddeløbshest, men højest til en hurtig gris.”

Jakob Engel Smidt, Flemming Møller & Lotte Noer

Fest, farver og VU-sladder
Intet VU-arrangement uden en fest, så derfor flyttede arrangementet efter debatten til Katrinebjergskolen, der var lidt mere velegnet til mad, dans og øl. Kl. 19.30 var der dækket op. Kokken og Jomfruen havde gjort sig umage, og middagen var tip top og blev naturligvis i ægte VU-stil krydret med uddrag fra den liberale sangskat. En flok KU’ere og et par oplægsholdere tilsluttede sig det hele, muligvis efter at have erkendt, af at kombinationen af 70 VU’ere og massevis af øl ikke er dårlig. Med sådan en flok kan det ikke undre, at festen nåede uanede højder, og efterfølgende da også har givet i lige så uanede mængder af dejligt VU-sladder. Af frygt for repressalier fra sladderredaktionen(dem holder man sig gode venner med!), skal de natlige udskejelser dog ikke omtales nærmere her, da redaktionen har fået den forskruede ide, at VU-fester er deres ansvarsområde.

Der blev festet igennem, og VU-Århus’ kasserer var eftertragtet:
Als nyder festlighederne

Søndag med kulturkamp og realpolitik
Søndag morgen var det tilbage til det seriøse program. I første oplæg kortlagde VU’s landsformand Thomas Banke uhyrlighederne ved socialismen og tilføjede en interessant teori om at socialisme i virkeligheden er en epidemi, der i disse år især hærger den danske ungdom. På vegne af arrangørerne kan jeg dog godt forsikre den bekymrede landsformand om, at i hvert fald denne forsamling var fuldstændig fri for denne farlige sygdom.

Efter en kort kaffepause fortsatte Thomas Breitenbach fra 180grader og Liberator med et oplæg om den liberale kulturkamp. Det var tydeligt, at Thomas Breitenbach var på hjemmebane, og der blev ikke lagt fingre imellem i kritikken af både Venstrefløjen og Venstre. Igennem mange gode eksempler fik deltagerne hurtigt en god ide om hvordan en rigtig borgerlig kulturkamp skal føres. Sådan, hold den liberale fane højt!

Dette fine kursus sluttede som det begyndte med en gammel VU’er som oplægsholder. Torsten Schack Pedersen, ordfører fra Venstre, holdt et ideologisk realpolitisk oplæg, hvor han fortalte hvilken rolle han mener, at liberalismen har i realpolitik, og hvilke liberale sejre han har haft i folketinget. Efter at have hørt den liberalistiske vinkel i flere oplæg, var det interessant at høre den realpolitiske vinkel, og blive klogere på hvordan man som liberal politiker holder modet oppe i folketinget.

Farvel og tak!
Efter en spændende, lærerig og ikke mindst festlig weekend var der nu kun tilbage at pakke sammen og komme hjem og få hvilet hovedet, der var blevet ganske tungt af al den lærdom og muligvis også andre ting.

Fra hele VU-Århus skal der til alle deltagere og oplægsholdere lyde et stort ’tak fordi I kom og gjorde denne weekend festlig og lærerig!’.

Det sorte flag skal vejre!

Kommentarer

Powered by Facebook Comments