Hvad mener VU-Århus egentlig?

Af Martin Pedersen

Demonstration: Efter de seneste par dages polemik om teaterstykket “Hvordan slipper vi af med de andre” og nogle analyser af begivenhederne i Århus Stiftstidende, vil jeg gerne slå nogle ting helt fast.

VU-Århus kræver på ingen måde Madeleine Juul Røn fyret på baggrund af hendes teaterstykke, men har fundet det dybt uheldigt, at hun har blandet sine personlige fordomme om liberalismen ind i promoveringen af stykket. Det betyder, at vi ikke har en eneste indsigelse imod selve stykket – som vi mest af alt ser for at være en gennemført kritik af den danske velfærdsstat i sin yderste konsekvens.

I VU-Århus ønsker vi til enhver tid at fremme politisk og ideologisk debat samt forsvare vores idealer, hvilket vi må siges at have været med til i forbindelse med dette teaterstykke. Når man indgår i en politisk debat, er det nødvendigt også at få synliggjort den anden parts argumenter, tanker og standpunkter – ellers kan det negligeres til konsensuspolitikkens monologer.

De liberale tanker og værdisæt går netop ud på at have et samfund, hvor der er plads til uenighed og en afvisning af statens forsøg på at ensrette befolkningen. Derfor er det naturligt som liberal at tage til genmæle, når udtalelser falder en for brystet. Når ytringsfriheden debatteres, når debatten nogle gange til konsensus om, at det kun er den indledningsvise provokerende udtalelse, der må benytte ytringsfriheden, hvorimod de ytringer, der rejser kritikken, ses som et angreb på selve ytringsfriheden. Nogen må i den forbindelse have glemt, at ytringsfriheden går begge veje – den værner både om provokationen og kritikken!

I Århus Stiftstidende bliver v beskyldt for at have lavet selvmål ved at give stykket omtale. Denne påstand kunne ikke være mere forfejlet. Vi har intet imod selve stykket, men vil blot opfordre folk til at se stykket igennem nogle andre briller, end der lægges op til i teaterchefens udlægning. Vi er desuden glade, hvis vi kan være med til at promovere et stykke, uden at det behøver at koste samfundet penge. Det kunne politikerne lære noget af, for når de altid lover flere penge til at “forbedre” samfundet, starter de selv den glidebane mod det samfund, som skildres i teaterstykket. Derfor kan vores anke ikke tolkes som et politisk selvmål, for vi ønsker netop at fremme debatten om ideologierne – ikke at undertrykke eller kue andre.