VU-Århus blæser til kamp for ligeværd
Venstres Ungdom i Århus, går i dag på gaden i anledning af kvindernes internationale kampdag. De ønsker at vise en kamp for ligeværd mellem køn.
VU-Århus vil med en happening i dag kl. 1600 på Skt. Knuds torv, sætte fokus på de mange års forfejlede ligestillingsdebat, som har medført et voksende omfang af diskrimination.
”Ligestilling handler alt for ofte om, hvad kvinderne bruger deres rettigheder til. Det bliver et spørgsmål om løn og titler og ikke en debat om lige rettigheder.” Udtaler Karen Smed fra VU-Århus, som i anledning af kvindernes kampdag vil iklæde sig et par store blå strømper.
Det handler om kompetencer
I den seneste tid har der været et stort fokus på, at man ved hjælp af kønskvoter og lederkurser til kvinder vil skabe flere kvindelige topledere. Dette er VU-Århus meget uenig i, som mener topledere bør vælges på baggrund af deres kompetencer og ikke deres køn.
Derfor vil de unge vu’ere med happeningen sætte fokus på, at det burde være den enkeltes evner, lyst og prioriteringer der bestemmer, hvor langt man når i erhvervslivet, og køn slet ikke burde tages i betragtning.
Positiv diskrimination er forskelsbehandling
Mange danske politikere efterlyser ofte, at der skal indføres kønskvoter til bestyrelser, så man sikrer kvindernes position. VU-Århus mener, at man i virkeligheden vil skabe mere forskelsbehandling på denne måde. Den positive særbehandling vil stemple kvinder, som ubehjælpsomme, uselvstændige og uvidende. Positiv diskrimination er udtryk for et menneskesyn, hvor kvinder er mænd underlegne!
”Det er virkelig en uheldig udvikling, når man vil ansætte folk på baggrund af køn og ikke kompetencer, dette vil spå tvivl om de mange dygtige kvinder i erhvervslivets evner.” Udtaler Anita Oien formand for Venstres Ungdom i Århus Amt.
I VU-Århus er 4 ud af 9 bestyrelsesmedlemmer kvinder, som alle valgt på baggrund af deres evner og ikke deres køn. ”Det er dejligt, at der er så mange dygtige kvinder i bestyrelsen, men til dagligt skelner vi slet ikke mellem mænd og kvinder. Jeg støtter dog deres initiativ med kampdagen, og vil da også prøve at hjælpe lidt til.” Udtaler Martin Pedersen, formand fra Venstres Ungdom i Århus.
Kommentarer
Powered by Facebook Comments