Magtmonopol har forpligtigelser

Af Martin Pedersen, Vestergade 73, 3. sal, Århus C

JEG LÆSTE I Jyllands-Posten 4/3, at Østjyllands Politi har forbudt vagtværn at holde orden på strøget i Århus.

Den radikale rådmand Peter Thyssen støtter, at politiet vil forbyde andre at hjælpe med at beskytte butikkerne. Men det kan ikke være rigtigt, at politikere og politi vil bruge ressourcer på denne uhensigtsmæssige måde og ødelægge private frivillige initiativer.

Frivillige initiativer
Det er virkeligt en uheldig udvikling, når man fastholder et magtmonopol. Når politikere og politiet gennemtvinger et monopol, så har de en forpligtigelse til at forhindre al uønsket aktivitet på Strøget.

Hvis de mener, at vagtværn ikke må hjælpe så betyder det vel at de fremover vil holde samtlige tiggere, gademusikanter, reklameuddelere uden tilladelse væk?

Dette vil kræve et absurd stort ressourceforbrug, som politiet sagtens vil kunne bruge på bedre områder; f.eks. bekæmpelse og forebyggelse af mere alvorlig kriminalitet.

Jeg spørger, hvorfor alle frivillige initiativer altid skal forpurres af det offentlige, på bekostning af de danske skatteydere?

Kommentarer

Powered by Facebook Comments