Tak socialisterne!

Af Ask Møller-Nielsen, VU Århus, Åparken 4, 8000 Århus C

I forbindelse med sparerunden i Århus Kommune vrimler det frem med klagesange overalt i kommunen. Det røde flertal gør alt, hvad de kan for at skyde skylden på regeringen, men i virkeligheden burde de kigge i spejlet for at finde ”synderen”.

Det er nemlig først og fremmest årtiers socialdemokratisk styring, der har drevet Århus Kommune ud på et økonomisk skråplan. De økonomiske dispositioner er ikke blevet truffet på baggrund af borgernes behov eller kommunens indtægter, men derimod fagbevægelsens krav om uhørt fordelagtige forhold for kommunens ansatte.

Som eksempel kan nævnes kommunens jobgaranti, der sikrer enhver kommunalt ansat et livslangt ansættelsesforhold i kommunen – ligegyldigt om denne besidder de kompetencer, kommunen har brug for eller ej. Man kan altså sagtens forestille sig en situation, hvor en folkeskolelærer har vist sig ude af stand til at lære fra sig, men som kan fortsætte indtil vedkommende selv ønsker at stoppe. Alt sammen til gavn for læreren, men aldeles uheldigt for eleverne.

Eksempler er der mange af, og resultatet udebliver da heller ikke – Århus Kommune er en de mindst effektive kommuner i landet målt på de gennemsnitlige udgifter per serviceydelse. De århusianske skatteydere betaler altså mere for den samme service sammenlignet med skatteborgere i andre kommuner.

Så når fagbevægelse, pædagoger, lærere, socialdemokrater, SF’ere eller andre peger fingre af regeringen burde de takke sig selv. Og de utilfredse borgere burde takke dem ved at sende et økonomisk ansvarligt flertal i byrådet ved næste valg.

Kommentarer

Powered by Facebook Comments