Arrrrgh… Junk-journalisme

Af Martin Pedersen

Den sjette december 1877 var den dag avisen Washington Post udkom første gang, 128 år senere er jeg ved at brække mig af den junk-journalisme der flyder rundt i æteren. Jeg gik en hel dag og hørte på en statslig radiostation, og en gang i timen fik jeg et godt skud socialistisk snusfornuft. Tre historier var det gennemgående tema i dagens nyhedsdækning: den første var om prostitution, den næste var om kunst og den sidste var om ulighed.

Den første historie var, at et par BT-journalister havde kontaktet nogle ansatte på hoteller under dække af at de var repræsentanter for et escortbureau. Herefter havde de tilbudt dem 200 kr. for hver gang de henviste en hotelgæst til dette bureaus piger. I radioen blev historien udlagt sådan, at ansatte på hoteller tjente sorte penge på prostitution – FAKTUM. Her er det så jeg begynder at blive lidt småbitter, for at der er nogle ansatte der siger ja til en underhåndsaftale med et par journalistet, beviser ikke at der er præcedens for sådanne aftaler – journalisterne kunne ligeså godt have skabt en ny niche. Historien medførte hurtige svar fra diverse hoteller (som varsler fyringer) og politiet som vil sætte en undersøgelse i gang. Personligt ser jeg ikke det store problem i sådanne aftaler, men det har nok grobund i, at jeg ikke har den samme opfattelse som det danske pressekorps af sort arbejde, prostitution og (det jeg tolker som) Supply Chain Management. At jeg ikke kan se det store problem i selve historien, svækker måske min status som neutral observatør, men jeg vil mene at det i høj grad viser, at journalisterne i særdeleshed bringer subjektive holdninger. Jeg oplever at journalisterne skifter deres rolle som nyhedsformidlere ud til nyhedsskabere – hvilket jeg finder dybt problematisk.

Den anden historie er en gammel traver, og var egentlig bare reklame for et tv-program som kom senere samme aften. Den handler om nogle ”svindel” julekort, som er lavet af mund- og fod-malere. Den var også oppe i nyhedsstrømmen sidste jul, og jeg mener også svagt at kunne erindre at den florerede i medie-cirkuset forrige år. Historien var, at programmet kontant ville bringe nogle chokerende svindelsager senere den selv samme aften. Selve indholdet i nyheden vil jeg ikke kommentere, men det problematiske i ”nyheden” er, at den fungere som en meget effektiv radio-reklame for et tv-program – på en statslig radiostation, uden reklamer, og finansieret af tvangsindkrævede licensmidler.

Den sidste historie der gjorde mig harm, var historien om en rapport fra socialministeriet. Denne historie gik ud på at 21 ud af 32 private velgørenhedsorganisationer vurderer, at det samlet set er gået “lidt dårligere” eller “dårligere” for deres brugere. Stemmen i radioen vinklede historien således, at det var blevet værre at være fattig i Danmark – og det kunne tilskrives loftet over kontanthjælpen. Ikke på et eneste tidspunkt blev de positive tendenser i, at der er (delvist) private velgørenhedsorganisationer, som kan yde de ydelser som staten ellers har taget patent på. Jeg synes det er fedt at se, at det ikke kun er det offentlige der kan yde hjælp – men at man også kan fra privat side. At velgørenhedsorganisationerne så ynkede over, at de får for meget at lave når alle i Danmark ikke er fuldstændig lige, må man så tage med. Selve historien kan ses som et spin-of på hele sagen om ligheden, der kørte gennem mediemaskineriet i sommers – men i høj grad også som et udtryk for junk-journalisme. For denne historie fik topkarakter i min skala over subjektiv nyhedsformidling – og for det var åbenbart ikke nok for journalisterne at være nyhedsskabere de vil også være meningsdannere.

Nu begynder en ny dag – jeg tror jeg tænder for radioen igen…